I november 2019 testede vi den spritnye Renault ZOE, den såkaldte ZE.50 udgave, som har et nyt og større batteri på 52 kWh, en ny elmotor med 100 kW/136 HK, og et eksteriør samt interiør som er blevet opdateret. Den største forskel finder vi i kabinen, som nu udstråler moderne stil, og bedre materialevalg.

Instrumentbordet er et frisk nyt pust i ZOE

Bilen var en af de første i landet, og vi havde æren af at køre nogle af de første km i bilen – en ting som fra tid til anden også kan betyde, at man er den første til at opdage eventuelle fejl og mangler. Efter bilen blev afhentet hos Ejner Hessel i Albertslund, blev den testet over et par dage, og kørt normalt uden brug af hurtigladere.

Eftersom Jan & Pouls Elbilblog nu er geografisk repræsenteret i både Nordsjælland og Nordjylland, så aftalte vi at mødes i weekenden, for at gennemføre en langturstest, samt vores sædvanlige videoanmeldelse, som du kan finde her.

“Efter ankomsten fandt vi dog ud af, at bilen ikke ville lade op med CCS-stikket.”

Bilen blev kørt i motorvejsfart og fulgte trafikken mere eller mindre, og det betød, at den skulle oplades i Fredericia, ved de UFC-ladere som EON/CLEVER har opsat. Efter ankomsten fandt vi dog ud af, at bilen ikke ville lade op med CCS-stikket. Vi prøvede at frakoble og tilslutte adskillige gange, vi prøvede at lade den være låst og ulåst, med “tænding” på, osv., uden held. Derefter kørte vi over til IONITY, som heldigvis er placeret cirka 200 meter væk, men oplevede de samme problemer der.

Bilen stod stadig på værkstedsnummerplader da vi afhentede den
Et billede man ikke har lyst til at se på en langtur

Sidste udvej… der stod en “gammeldags” 50 kW lader ved Føtex, som lå cirka 5 km væk – men her var udfordringen nøjagtig den samme. Vi havde altså hermed udelukket et problem, som måske kunne være isoleret til de helt nye UFC-ladere, som tillader op til 350/175 kW.

Vi besluttede derfor at ringe til Renault, som desværre ikke havde en løsning mens vi snakkede med dem. Derfor blev bilen tilsluttet AC-udtaget, som på de gamle ZOE kunne levere 43 kW – men den nye ZOEs indbyggede lader er “kun” på 22 kW. Den effekt er rigtig flot hvis vi snakker om hjemmeladning, eller såkaldt “destination charging” som man typisk bruger ved indkøbscentre, arbejdspladser mv. – men når man er på langtur, så er det en begrænsning, da det vil tage cirka 2,5 timer for en fuld opladning.

Parkeringspladsen foran Føtex er ikke ligefremmen et inspirerende sted at opholde sig, i modsætning til de nye ladere på Strevelinsvej – men så er det jo godt, at to elbilnørder kan snakke i timevis…

Efter en times tid havde vi nok strøm til, at køre videre til Mariager, hvor bilen kunne lade op i Jans indkørsel, mens vi lavede vores anmeldelse af bilen.

Efterfølgende havde vi en dialog med Renault af flere omgange, men vi blev aldrig rigtig helt kloge på, hvorfor bilen ikke ville lade op med CCS. Vi fik dog for nyligt lov til, at låne et nyt eksemplar af bilen. Undertegnede ville sikre sig, at bilen denne gang reelt kunne lade med CCS, så den første tur gik til Karlslunde, og de nye UFC-ladere fra EON/CLEVER. Parkering med ZOE er ret nemt, da ladestikket sidder i snuden – placeringen af ladestanderne kan ellers forvolde lidt udfordringer med andre biltyper på nærværende lokation.

I med stikket, og bilen ladede op med det samme. Der var ingen antydning af problemer i denne omgang!

Vi spurgte Renault, om de ville have bilen udstillet ifm. FDELs stand på Herning Motor Show, og det var de heldigvis med på – så bilen fik lov til at køre endnu en langtur, men denne gang med den væsentlige forskel, at den nu kunne hurtiglade!

Vi observerede op til 44 kW hvilket er fair, men ikke skelsættende, især nu hvor nye biler kommer på markedet med op til (og over) 100 kW. Til gengæld lader ZOE konsekvent med den effekt, pga. aktiv temperaturstyring, og lider ikke af et for varmt batteri efter flere konsekutive opladninger.

Opsummeret, så er opfriskningen af ZOE ret succesfuld. Bilen har en fin størrelse hvis alternativerne hedder Polo, Clio, osv. Den er mindre end en Golf, men føles langt bedre (og større) end trillingerne fra Volkswagen-gruppen (e-Up, Mii, Citigo).

Renault skriver selv, at det er den perfekte bybil – og vi er nok tilbøjelige til at give dem ret – men hvis en længere tur rundt i landet hænder fra tid til anden, så er det absolut ikke umuligt nu hvor opladning med CCS er en option.

Tak fordi du læste med! Husk at tjekke os på de sociale medier (FacebookLinkedIn), og at abonnere på vores YouTube-kanal.

Join the Conversation

4 Comments

  1. Det var fedt at have bilen med på messe med FDEL, og dejligt at opleve bilen helt tæt på.
    Det er helt klart en fordel, at bilen nu kommer med CCS stik, også selv om opladningen ikke nødvendigvis er super hurtig.
    Fedt at en praktisk bybil, også kan køre på langtur.

  2. Måske vi lige bør nævne, at CCS er ekstra-udstyr til Zoe og koster 7.900kr 😉
    (Det er ikke standard på nogle modeller).

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *