Der har været stille…

I har nok lagt mærke til, at vi i en længere periode ikke har udgivet noget materiale, hverken indlæg her på bloggen, eller videoer til YouTube. Der er rigtig mange undskyldninger, men hovedårsagen har været tidspres og prioritering af ting i hverdagen.

Vi (Poul og familien) flyttede til Jylland i 2021, og havde en kortere overgang midlertidig bolig i et sommerhus, mens vores husbyggeri stod på. Det var et ret tids/opmærksomhedskrævende projekt at have kørende, så der blev desværre ikke overskud til videoproduktion i den sidste del af 2021.

Nu er vi dog på plads i vores nye omgivelser i Ødsted (lidt udenfor Vejle), og er klar på nye udfordringer i friske nye elbiler!

For at vi kan følge med, både tidsmæssigt og omfangsmæssigt, så ændrer vi formatet på vores videoer fremadrettet. Vi vil i stedet fokusere på kortere segmenter, hvor vi er mere præcise og kortfattede i vores kommunikation. Vi håber, at det kan ændre på vores frekvens af indholdet en del.

Vi har stadig en del efterslæb, så forvent en række “gamle” videoer i nærmere fremtid.

Der er heldigvis kommet rigtig mange nye elbiler på markedet, som vi virkelig glæder os til at komme afsted i. Kunderne oplever dog stadig voldsomme forsinkelser, annullerede kontrakter mv, som følge af chipkrise, inflation mv. – og krigen i Ukraine gør kun ondt værre. Der er desværre nok ingen udsigt til forbedring, på den korte bane.

D.d. er der indregistreret 102.882 elbiler i DK

Vi runder 100.000 indregisterede elbiler i Danmark lige om lidt (formodentligt i 3. kvartal 2022), og det er en stor milepæl for os. I Norge har de imidlertid rundet mere end 500.000 elbiler. Vi ser også, at vores ladenetværk bliver udbygget i en grad, som vi kun kunne have drømt om, for bare et par år siden. Det har altid været en paradoksal udfordring, og det gælder ikke kun i Danmark. Dem der udbygger netværket, vil gerne se en relativt hurtig Return-on-investment, og udbygger derfor primært i større byer og ved hovedfærdselskorridorer, og modsat, så er potentielle elbilister måske tilbageholdende, fordi netværket ikke er tilpas udbygget i deres respektive regioner. Det skulle gerne snart ændre sig, og udsagnet “hvor skal jeg lade bilen op?” giver lidt sig selv, når alle tankstationer har mulighed for at tilbyde hurtigladning.

Mange tankstationer har planer om at udbygge deres lokationer med ladestandere

En ting vi er rigtig glade for, ved denne udbygning, er at mange nye operatører er begyndt at tage imod kreditkort direkte på ladestanderen. Ikke mere bøvl med diverse RFID-brikker eller Apps – nu svinger du blot dankortet (eller Visa, Mastercard, mfl.) forbi standeren, og din ladesession starter. Det, sammen med energitillæg og højere abonnementspris, ændrer måske også på den adfærd, man har kunne se ved udbyderne af “all-inclusive”-abonnementer. Det har ikke været atypisk, at se adskillige biler i kø ved populære lokationer, mens f.eks. Ionity lige ved siden af, har stået helt tomt. Det vil kun tiden vise.

Join the Conversation

2 Comments

    1. Undertegnede er desværre til familiearrangement i weekenden – det havde ellers været hyggeligt!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *