I går hørte Jan, at en elbil skulle deltage i DASU (Dansk Automobil Sports Union) motorløb i klub rally regi i Danmark for første gang. Det skete i dag og skulle naturligvis undersøges. For hvordan ville det være at køre klub rally i en moderne elbil. Ville de mange sikkerhedsfunktioner “lukke festen” ved at drosle effekt ned eller bremse når “bilen så noget farligt”? Hvordan ville det gå med at køre snævert om trafikkegler i en bil med elektrisk håndbremse. Det ville være interessant at vide.
Derfor tog Jan til klub rally motorløb i dag lidt uden for Randers.

Da jeg ankom til startområdet, var der mange biler af forskellige typer og modeller, som var stillet op til kontrol. Løbs koltrollører gennemgik om bilerne var i forsvarlig stand og var udrustet efter reglerne. Jeg var i god tid og efter at have ventet lidt ankom Kim i sin flotte Renault Megane E-Tech, der vakte meget interesse fra løbets ansvarlige. De var meget posivt indstillet til fremtid med elbiler i motorløb. Megane skulle køre i den helt ny klasse 8, der er for elbiler og var den eneste i klassen.

Bilen var helt standard, med standard dæk, men udrustet med ildslukker, rudehammer og advarselstrekant for at leve op til løbskravene. Det er helt nyt for DASU med en elbil og bilens deltagelse skal danne erfaring for elbilklassen i fremtidige DASU rally. Bilen blev godkendt til deltagelse og blev kørt til et overvåget P-område, hvor den ikke måtte røres før løbs start.

Klub rally kræver, at der er en kortlæser med. Løbet i dag var delt op i 6 forskellige baner, som lå nogle kilometer fra hinanden. Banerne skulle køres i en bestemt rækkefølge og det skulle ske 3 gange. På den måde kom man til at køre 18 gange. Mellem banerne skulle man køre af en bestemt vej. Der var derfor en rutevejledning mellem banerne, som kortlæseren også skulle mestre.

Elisabeth havde meldt sig som kortlæser, men havde ikke erfaring med det tidligere, så det var lidt spændende, hvordan det ville gå. For hvad gik opgaven egentligt ud på? Heldigvis var en af de andre deltagere, en kortlæser med 42 års erfaring, behjælpelig med at lære fra sig.

Da instruktionerne var forstået, var det blevet tid til løbs start. Kim og Elisabeth hentede deres løbskort og tog afsted. Jeg tog ud til et sted på ruten, bane 3, der var i et industri område, hvor der var udlagt en bane. Her var der godt udsyn til at se bilerne køre forbi.
Da jeg ankom, var de biler med tidligere startnumre allerede igang. En bil blev sendt afsted af gangen og når den var i mål, blev den næste sendt afsted.
Der var både lugt af benzin, høj motorstøj og hvin fra både dæk og bremser på de deltagende biler og deltagerne gav virkligt deres biler pedal.
Kim og Elisabeth havde startnummer 30E (E for elbil). Da de ankom til bane 3, fortalte de, at det var gået rigtigt godt med både kortlæsning samt kørsel, men Kim ville gerne lære bilen bedre at kende, inden han for alvor gav den pedal.

Der blev talt ned og startflaget gik for Megane E-Tech.
Megane gled lydløst igang uden det mindste spin, men var overraskende hurtigt oppe i fart. Bilen kom godt rundt i kurver og tog hurtigt fart igen. For enden af en langside skulle en kegle rundes, hvor de øvrige kørere brugte håndbremse til at vende, men E-Tech måtte lave en tre punkts vending (da den har automatisk håndbremse) for at komme rundt og det tog lidt ekstra tid.
Det er tilladt at oplade sin elbil under løbet. Kim var ankommet til starten med 50% på batteriet. Midt i løbet var det tid til at fylde lidt ekstra strøm på. Jeg havde inden løbet talt med Kim, om hvor det ville være mest praktisk at lade og vi valgte laderen i Purhus, hvor der er 300kW ladere.

Jeg fulgte dem på vej for at tage billeder. De ankom med 17% og da de satte bilen til opladning startede den med ca. 128kW. Der blev ladet i 14 minutter, hvor bilen var nået op på 50%, hvorefter de kørte tilbage på ruten.

Her lader E-Tech. Bemærk kørehjelmen på taget.
De gennemførte alle 18 kørsler uden en eneste fejl og det er flot klaret af både kører Kim, der har kørte sit første motorløb i 1995 og Elisabeth der var helt ny kortlæser.
Efter løbet blev stillingen opgjort for de forskellige klasser. Kim og Elisabeth var eneste elbil i klasse 8 og vandt derfor denne klasse.

Formålet med at deltage var at hjælpe DASU igang med Danmarkshistoriens første klub rally i DASU regi, hvor der deltager en elbil i den ny klasse. De hjælper en helt ny løbsklasse igang. Der er flere løbsklasser og løbsklasse 8 er en klasse for standard elbiler. Det handler om at få styr på sikkerhed. Hvordan kører en elbil i klub rally sammenhæng og er der noget, man skal være opmærksom på, såsom at man ikke har en “almindelig” håndbremse i en moderne elbil.
Elisabeth, der var kortlæser, har nydt at være med for første gang. Hun er til dagligt kørerlærer, der brænder for, at unge mennesker skal komme og køre med deres egne biler til rally og lege lidt. Så de lærer deres bil og egne færdigheder at kende i et kontrolleret miljø, uden fare for andre, i stedet for at gøre det på offentlig vej. Så kan vi få de folk med tung fod væk fra vejene. Der er høj sikkerhed på klub rally kørsler. Der er kun en bil, der kører ad gangen på banen og der er godkendte officials. I dag er der kun en deltager i klasse 8, men Kim håber, at der kommer flere.
Kan man tænke sig at deltage i klub rally i elbil, så gå ind på DASU´s hjemmeside: dasu.dk og find klubrally klasse 8. Man kan også melde sig ind i en lokal motorsportsklub. En licens om året koster 800kr og et startgebyr for hver at årets 6 løb koster 500kr pr gang.
En elbil bruger en del strøm, når den bliver presset. Jeg vurderer at Kim brugte ca. 40kWh på at køre de 18 baner, hvor der blev kørt med høj hastighed og accelerationer, samt kørsel mellem banerne, der foregik i almindelig tempo efter færdselsreglerne.

Det var en spændende dag og det bliver spændende at se hvad fremtiden viser med elbiler i motorløb. Det var så spændende, at jeg selv kunne tænke mig at være med.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *