Polestar 2

🔋Premium interiør med lækre materialer

🔋Sublime køreegenskaber

🔋Android Automotive

🔋Matrix-lys

🪫Pladsforhold på bagsædet

🪫Strømforbrug

🪫Klodset nøgle

Polestar 2 findes i 4 forskellige versioner. Man kan vælge mellem 2 eller 4 hjulstræk, 69 eller 82kWh batteri og fra 200-350kW motor. Prisen starter ved 390.000kr for den model med det mindste batteri og baghjulstræk og topper for Long range modellen med 4 hjulstræk og Performance pack.

Vi har lånt en Polestar 2 med baghjulstræk og stort batteri. Den har navnet Long Range Single Motor,(LRSM), 220kW motor og 82kWh batteri- Vejledende udsalgspris er ifølge prislisten 415.000kr, men modellen er i øjeblikket nedsat til 400.000kr.

Polestar 2 er 5 dørs, dvs den har stor bagklap.

Navnet Polestar stammer fra en Volvo racer division og er brugt til de potente koncept biler, som Volvo C30 Polestar concept med 451hk,og siden i potente produktionsudgaver af Volvo, som f.eks. V60 Polestar med 350hk.

Det startede oprindeligt i 1996 med den svenske racerkører Jan Nilsson ved roret. Jan Nilsson etablerede virksomheden på basis af at have kørt hjemmetunede Volvo racerbiler til over 100 sejre i Europa. I oktober 2017 annoncerede Volvo og Geely, at Polestar ville blive et stand alone mærke, der kun producerede elektriske biler. Hermed var en ny ære startet for Polestar.
Som navnets historie signalerer, er der stor fokus på køreglæde og performance og det man bemærker, som noget af det første, efter en tur på en snoet landevej med Polestar 2 er at den står rigtigt godt fast på vejen og styrer meget præcist. Man sidder meget lavt i bilen, specielt hvis man kører sæderne i lav position. Kabinen føles meget intim.

Betjening
Førerpladsen opleves som traditionel og er let at betjene. Der er en lille flot designet gearvælger, almindelige robuste stilke og knapper på rattet til fartpilot, radio og lane assist. Øvrige funktioner kan betjenes på skærmen eller via stemmekommando til Android Automotive. Netop at der er Android auto gør mange ting lettere. Sig blot “Naviger til Rådhuspladsen 1 København” og bilen navigerer hertil. Kan bilen ikke nå destinationen, foreslår den flere lademuligheder undervejs. Den viser også % ved ankomst, samt hvis man returnerer til start punktet, viser den også forventet %, som man kommer tilbage med. Skærmen rummer mange funktioner, som det virker logisk og let at manøvrere rundt i. Man kan vælge 2 niveauer af “One Pedal Driving” samt slå det fra, så bilen triller. Man kan også vælge, hvor let bilen skal være at styre. Begge dele foregår på skærmen. Der er ingen paddles til at styre regenering/one pedal driving.
Der er et par enkelte små ting i betjeningen, vi godt kunne have ønsket os anderledes. F.eks. bruges samme knap til at vise økonomital i display, til at “kvittere” for en meddelelse fra bilen og til afslutte et telefon opkald og vi oplevede derfor uforvarende at komme til at lægge telefonen på under opkald. Men der er også mange gode ting. På fartpilot knappen på rattet, kan man hoppe op/ned i hastighed i step på 5 km/t, hvis man trykker på knappen. Dvs kører man ud af en byzone med fartpilot på 50km/t og vil sætte farten op til 80km/t, trykker man blot 6 gange på knappen og fartpiloten sættes til 80. Det er let og man behøver ikke at tage blikket fra vejen. Vil man ændre farten med 1 km/t holdes knappen nede. Det er omvendt i forhold til mange andre biler, men det fungerer rigtigt godt. Vi lod mærke til, at ned at bakke kan fartpiloten godt gå 3-4km over det indstillede, det skal være være opmærksom på. Den adaptive funktion virker på niveau med andre biler. Lane assist funktionen fungerer også fint omend den “tager lidt hårdt fat”.

Forbrug
Polestar 2 LRSM vejer 2132kg har 20″ hjul og en cW værdi på 0,278. Det er ikke opskriften på en super økonomisk elbil. Med det i tanke oplevede vi forbruget som forventet. Ikke blandt de mest økonomiske, men heller ikke blandt de elbiler, der bruger mest strøm. I testperioden var vores gennemsnit på ca. 21kWh/100km ved blandet kørsel.

Opladning
AC opladning foregår med op til 11kW. DC opladning foregår op til 205kW for Long Range og op til 135kW for modellen med det lille batteri. Vi oplevede stabil opladning der startede ved 170-180kW ved omkring 20% hvorefter det faldt til omkring 150kW og stadig var over 100kW ved 70%. Det syntes vi er godkendt, da temperaturen i testperioden var omkring 5 grader celcius.

Kabine
Kabinen virker intim. Der er valgt lækre materialer og alt fremstår flot forarbejdet, så det er en fornøjelse. Det virker meget indbydende. Der er glastag med en detalje at Polestar logo lyser op i taget. I det hele taget opleves det indvendige i bilen som “kvalitets møbler”. Lækre lædersæder med varme og køling i forsæder, samt varme i bagsæder. Varmen i rattet har 3 indstillinger og alt kan betjenes med skærm eller via kommando til Android Automotive. Sig blot f.eks. “Hey Google, tænd sædevarme i førerside”.
Foran sidder man godt og lavt i de lækre sæder. Lændestøtten kan udover almindelig indstilling af støtte også reguleres i højden. Der er også et væld af andre indstillinger for stolene og dette foregår elektrisk i begge sider. Der er en stor midterkonsol, der optager en del plads, det er vi til gengæld ikke så vilde med, men smag og behag er jo forskellig.
Fra bagsædet opleves det høje kvalitets niveau også. Her kan man se de flotte syninger på stolene, det oplyste logo i glastaget osv. Der er ikke oceaner af plads bagi, men Jan på 184cm sidder fint “bag sig selv”.

Morfars øjesten kan godt lide Polestar 2.

Bagagerum
Vi sætter stor pris på at, der er let adgang til bagagerummet og det er der i Polestar 2 med den store bagklab. For at åbne kan man enten trykke på knappen under bagdøren (og få beskidte fingre) eller trykke på nøglens fjernbetjening. Rummet på 405 liter hører ikke til de største, men til gengæld er det meget reelt, let at læsse og rummer mere end det umiddelbart ser ud til.

Her har vi lagt vores test barnevogns stel og to små test weekend kufferter (flybags) ovenpå. Barnevognskassen kan være ved siden af uden den er slået sammen som det kan ses på nedenstående billede.

Der er frunk foran med bl.a. et repair kit. Alt er flot forarbejdet uanset om man kigger i kabine, bagagerum eller frunk.

Sprinkler påfyldning under fronthjelmen ved siden af frunk. Meget nydeligt.

Isofix
Der er Isofix på bagsæder og passager forsæde. Det er let at sætte barnestolene ind i bilen og fungerer rigtigt godt.

Anhængertræk
Polestar 2 må trække 1500kg. Testbilen har “optrækkeligt anhængertræk”. Det fungerer ved at man trykker på en knap i bagagerummet, hvorefter trækket svinger ned under bilen og lige skal klikkes på plads. Strømstikket sidder på siden af krogen, så det er meget let at sætte trailer eller campingvogn på. Man skal ikke “ned at kravle” for at sætte stikket i, som man skal på mange andre biler. Trækket skjules igen ved at trykke på knappen, hvorefter det svinger lidt op. Efter et tryk med foden eller hånden forsvinder det op på sin “parkeringsplads”.

Bagage på taget
Polestar er forberedt til tagbøjler. Der er fastgørelsespunkter i dørkarmene. Maksimal taglast er 75kg.

Køreegenskaber
Polestar 2 er en rigtig “drivers car”. Man har en god lav kørestilling og bilen står rigtigt godt fast på de store 20″ hjul. Sidespejlene har glas, der går helt til kant. Derfor er det hele spejlhuset der drejer, når man indstiller spejlet. Det er en fed detalje, der gør at spejlhuset kan gøres mindre, hvilket er godt for at minimere luftmodstanden og det ser bare rigtigt godt ud.

Lygter.
Polestar har automatiske matrix lygter, der sørger for at slukke for de lygter, der kan genere modkørende, men bibeholde lys andre steder. Det funger rigtigt godt. Den slukker lygter i god tid, så det ikke generer de modkørende eller bilerne foran. Vi oplevede ikke en eneste gang at nogen modkørende blinkede af os.

Vores vurdering.
Polestar 2 er en meget velkørende elbil med en meget lækker kabine. Jo mere vi kørte i den, jo mere vandt den vores hjerter. Det er en rigtig “Drivers car”, der opleves som værende af meget høj kvalitet. Modellen LRSM (Long Range Single Motor, baghjulstræk) til 400.000kr. virker som et godt valg.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *