Har man brug for en stor varebil, så kan det faktisk godt lade sig gøre at finde en 100% elektrisk. Men stadig kun til de korte stræk. Mindre varebiler som Nissan e-NV200 har været på markedet nogle år, men nu kommer de store varebiler med en totalvægt på 3500kg. I denne klasse finder vi Renault Master, VW e-Crafter og denne artikels testbil MAN eTGE. Disse store varebiler er beregnet til “the last mile” kørsel, dvs. en kørsel hvor kort rækkevidde er tilstrækkeligt. Vi besluttede os dog alligevel til at teste MAN eTGE på en længere tur, for at fornemme bilen nærmere og se hvad den dur til.

Pladsmæssigt adskiller MAN eTGE og VW e-Crafter sig ikke fra sine dieseldrevne søstre. Her er masser af plads og godt lys. Der er næsten fuld ståhøjde til en stor dansker.
Batterierne ligger under gulvet forrest i varerummet

Bykørsel:
MAN eTGE er en bil der er beregnet til at køre i byen og det er den genial til. Bilen kører rigtigt godt og er behagelig støjfri og emisionsfri. Bilen har en nyttelast på næsten 1.000kg og totalvægten er på 3500kg. Har man stort kørekort kan bilen også købes med en totalvægt på 4200kg og en nyttelast på næsten 1700kg. Vægt betyder imidlertid ikke så meget for rækkevidden i byen, da en stor del af den energi der bruges til at accelere den tunge vægt op i fart genvindes igen når man bremser bilen. Og derfor giver det god mening, at bilen er udrustet med samme drivlinie og batteri som eGolf, for at holde prisen nede. Bilen koster 399.000kr + moms.


Motorvejskørsel:
Selvom bilen kører rigtigt godt på motorvej, mærker man hurtigt at den store bil har høj luftmodstand og derfor bruger en hel del mere energi end e-Golf. Rækkevidden på motorvej er derfor ikke imponerende og selvom bilen er begrænset til 90km/t så skal man ikke forvente mere end 130km om sommeren og mindre om vinteren ved kørsel på motorvej.

Testruten:
For at fornemme de biler vi tester, vil vi altid gerne køre en længere tur. Og det galdt også i dette tilfælde. Da vi skulle på eCar Expo elbil udstillingen i Göteborg tænkte vi, at det kunne være sjovt at tage bilen hertil, selvom vi var klar over, at det ville tage meget længere tid.
Planen var at køre fra Nordsjælland til Göteborg og retur samme dag. En tur på 2x271km dvs. ialt 562km. Turen har motorvej næsten hele vejen og en hel del bakker. Den højeste er Hallandsåsen og den stejle bakke starter få meter over havniveau og det højeste punkt er 226meter over havet.
Bilen deler drivlinie med eGolf og har et batteri på 35,8kWh. Med tanke på bilens størrelse virker det ikke overvældende, så vi var lidt spændt på hvordan det fungerer i praksis. Vi besluttede at benytte ladenetværket “Bee” (det gamle Clever Sverige) da der er mange ladestationer med en fornuftig kort afstand imellem, så vi havde rimelig sikkerhed for at få en uproblematisk tur.

Med flere opladninger og max 90km/t skal man give sig god tid.


Testbilen skulle afhentes hos MAN Truck & Bus Danmark A/S i Hvidovre, så alene at vi skulle hente bilen et sted med det navn gjorde at vi var klar over at det ikke var en helt lille bil der skulle testes. Jan hentede bilen fredag aften og på vej mod nordsjælland hvor bilen skulle overnatte, blev bilen ladet op på E.ON lynlader i Værløse, så den kunne være tæt på 100% opladet ved afgang. Pga. bilens størrelse var det nemlig ikke muligt at lade bilen, hvor den var parkeret natten inden afgang.

Opladning i Værløse. Bakkamera og parkeringsassistent benyttes flittigt når man skal manøvrere så stor en bil ind og ud af en lille ladeplads.

Opladning
eTGE er en meget stor varebil med en længde på lige under 6 meter. Derfor kræver det øvelse at manøvrere den ved en lynladestander.
Heldigvis har bilen et godt højtmonteret bakkamera samt parkeringsalarm. Bakkameraet er placeret bag på bilen helt oppe ved taget og den placering giver både et godt overblik, samt holder kameraet rent i regnvejr.
Ladedækslet er placeret lige bag førerdøren, hvilket er samme sted som dieseludgaven har påfyldnings studs. Det virker fint ved ladestandere hvor man kan parkere med siden til ladestationen, som f.eks. Ionity og Clever/E.ON UFC, men det er ikke den mest hensigtsmæssige placering, når man parkerer ved en af de gængse lynladere fra Clever eller E.ON ladestationer, hvor ladestanderen er placeret foran bilen. Man skal køre helt op til ladestanderen for at få ledningen til at når og når man har sat ladeledningningen til, kan man ikke komme ind af førerdøren. Super fint, at bilen har parkeringsalarm. Dog syntes vi at det er lidt svært at køre langsomt med bilen, da den ikke “kryber” når den er i “D”, men i stedet springer frem når man forsøger at køre et par cm længere frem. Det skal man lige vende sig til. Vi tænker dog, at bilen ikke er tænkt til at lynlade så ofte, men at man kan nå dagens gøremål på en enkelt opladning. Men man skal overveje pladsen for placeringen af ladeboxen.


Man kan også parkere som på billedet, hvorved ledningen lettere kan nå, men det kræver at man bliver ved bilen, da man spærrer for at andre kan lade.

Tekniske detaljer:

eTGE lader med samme hastighed og med en flad ladekurve ligesom eGolf hvilket vil sige med lige under 40kW op til ca. 80% hvorefter ladeeffekten aftager. En fuld opladning tager således omkring 1 time på en lynlader og 5-6 timer med på en ladebox, hvor bilen lader med 2 faser.

Rækkevidde:
Ifølge WLTP opnår MAN eTGE en rækkevidde på mellem 110 km og 115 km. Vi oplevede dog at bilen kørte lidt længere og det burde være muligt at opnå op til 130km på motorvej i vindstille vejr og sommertemperatur. Og lidt længere ved bykørsel. I praksis på langtur betyder det at man kører max 70-80km inden næste ladestander, hvis man skal holde sig mellem 20-80%. Bilen er begrænset til 90km/t. hvilket virker meget fornuftigt, da vi forventer at strømforbruget vil stige meget, hvis man kørte hurtigere.

Bilen er udrustet med LED forlygter med automatisk nedblænding. Der er markeringslys på siden og fint LED lys i varerum

Afisning af den store forrude:
Lørdag morgen afgik turen fra Allerød i frostvejr. Der var frost på den meget store forrude, så her satte vi stor pris på, at forruden er opvarmet og det derfor gik rimeligt hurtigt med at få bilen gjort køreklar. Da bilen har varmepumpe klares opvarmning uden at bruge ret meget energi.
Når man først har vænnet sig til at bilen er meget lang og stor, er den meget nem at manøvrere.
Vores testtur gik fint til Göteborg og efter vi havde været på elbil udstilling gik turen tilbage mod Danmark.
Vi kom desværre ud for en ladestander der ikke virkede og det var egentlig held i uheld, for vi fik derfor testet bilen med begrænset motorkraft på vej op ad en meget stejl bakke mod en ladestander, hvor vi landede med kun 3% på batteriet. Vi kunne konstatere at første batteriadvarsel gives ved ca. 30 km restrækkevidde. 2 batteriadvarsel gives ved ca. 15 km restrækkevidde og her skrues ned for komforten, bl.a. ved at bilen skruer ned for varmen i kabinen. Ved omkring 5 km tilbage gives tredie batteriadvarsel. Her kommer skildpadden frem i displayet og effekten bliver sat meget ned. Vi kom frem til laderen på toppen af Hallandsåsen og glædede os meget over at denne ladestander virkede. Vi har kørt virkeligt mange km i elbil og besøgt mange ladestandere, men vi er aldrig kørt tør for strøm.


Kabinen:
Der er plads til 3 personer i førerkabinen og man sidder godt i den behagelige affjedrede førerstol. Der er et godt udsyn ud af den store forrude og sideruder og da man tillige sidder højt, så har man virkeligt godt udsyn over trafikken fra førerstolen.

Man har godt overblik over trafikken fra førerpladsen.


Der er et stort rum under forsæderne, hvor man kan opbevarer ladekabler og andre ting, uden at de er i vejen, men alligevel meget lette at finde. I testbilen fandt vi hele 3 stk 12v ladeudtag, et USB udtag samt et 230V udtag, hvilket er meget praktisk.

Varerum:
Førerkabinen kan via en ekstra knap på fjernbetjeningen låses uden at låse varerummet. Det er ret smart, hvis man skal aflevere varer i byen, så uvedkommende ikke kan få adgang til kabinen. Der er rigtig god plads i det store varerum. Der er adgang fra skydedøren i højre side, samt fra døre i bag. Skydedøren har 2 stop, således at den kan åbnes lidt eller meget. Bagdørene åbnes indtil et stop, men kan åbnes endnu mere hvis han klikker en bøjle fri. Dørene kan holdes fast i åben position, så de ikke blæser i.
Der er desværre ikke mulighed for anhængertræk.

Vores vurdering:
MAN eTGE er en stor og rummelig varebil, til kørsel i storbyer eller til f.eks. håndværkere med lille kørselsbehov og mulighed for at lade bilen hvor den holder parkeret. Dette formål klarer den rigtigt godt og det er virkeligt en varebil man bliver glad for at køre. Den er meget hurtigt oppe i fart på en stille og rolig måde.
Der er hvad man forventer af en stor varevogn. De gode spejle og bakkamera og parkerings alarmer er gode hjælpere for at bakke den store bil ind på snævre steder.
På vores lange tur, opførte bilen sig præcist som vi forventede. GOM (gættometeret) gav præcise estimeringer af rækkevidden, hvilket er vigtigt med tanke på den begrænsede rækkevidde.
Søger man en varebil til at køre længere ture med, er MAN eTGE ikke klar til dette endnu, med mindre man har meget god tid. Men der går rygter om en opdateret model med større batteri og dermed længere rækkevidde. Det lyder rigtigt godt. Og vi håber at en opdateret model får anhængertræk, ladestikket placeret et bedre sted, f.eks. i bilens “kølergril”, samt at den får hurtigere lynladning.

Christian fra elbilforeningen FDEL var tydeligt begejstret for den store elbil.

Join the Conversation

2 Comments

  1. Det er virkelig en rummelig varebil, som nok er begrænset på rækkevidde lige nu, men som faktisk tilbyder en el version af en varebil.
    Et godt skridt, i den rigtige retning!

    1. Helt enig Christian. Endelig en stor varebil, og den er på gaden nu! Hvis man tænker lidt over hvor meget en gennemsnitlig varebil kører, så tror jeg faktisk at denne bil giver mening i rigtig mange use cases.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *