Når man tænker på Renault ZOE, så er det måske ikke ord som innovativ, nyskabende, banebrydende osv., som kommer på sinde. Den første produktionsudgave af ZOE blev præsenteret på Geneva Motor Show i 2012. Vi skriver nu 2019, og bilen er stadig i sin form identisk. Men når det så er sagt, så er ZOE altså stadig en kompetent elbil, som er velbygget, og med god rækkevidde, samt gode køreegenskaber. Life-modellen starter ved 235.000kr, men for kun 5.000kr mere kan man få denne Intens-model som vi har testet.

Det er under motorhjelmen (og under sæderne), at vi finder det nye på denne bil. Batteriet på 41kWh blev præsenteret i September 2016, og kom nu med enten R90 (i Danmark) eller Q90-motorerne (i udvalgte markeder). Forskellen på R90 og Q90 var den indbyggede lader i bilen, som i Q-modellen tillod hurtigladning i form af 43kW AC. R-modellen måtte nøjes med 22kW AC. I den nyeste R110 yder motoren nu 80kW/108hk (altså næsten 110hk og deraf navnet), men må desværre stadig nøjes med 22kW AC opladning – det vi i daglig tale kan kalde “semi-hurtig”. Bilen har pga. alderen desværre ingen af de nye assistentsystemer som gør kørslen lettere og mere sikker – noget som bliver udbedret i den nye generation som vises senere på året.

Selvom den officielt har 300km rækkevidde (WLTP), kan det give lidt udfordringer hvis man gerne vil på langtur i bilen i vinterhalvåret. Enten skal turen kombineres med en længere spisepause, alternativt kan man tage færgen, hvis turen går øst eller vestpå.

Flot plads i bagagerummet

Bilen blev sat lidt på en prøve, da den skulle køre fra Uvelse i Nordsjælland til Sørvad lige syd for Holstebro. En tur på små 340km. Afgang skete med 93% på batteriet da tiden var lidt knap. Det var en smal sag at få plads til et par weekendkufferter og kameragrej – bagagerummet i ZOE er ganske imponerende! Bilen kom godt afsted, og med lidt “trucksurfing” og generelt lave hastigheder omkring 96km/t lykkedes det, at køre til rastepladsen Kildebjerg Nord, hvor der står en ensom EON-lader.

Varmeapparatet var slukket hele vejen, og gennemsnitsforbruget lå på 15,2kWh/100km på strækningen som var knap 174 km lang. Ved ladestoppet blev tiden brugt på at telefonere, og efterfølgende fortæring af en Club Sandwich på “Roadhouse” som ligger ved siden af tankstationen. Der gik 1:22 time med at lade bilen op, så den atter havde nået 93%, hvilket var rigeligt til den sidste del af turen. Hvis man kendte bilen lidt bedre, og vidste hvor bilen skulle lades op næste gang, så kunne man sagtens have kørt tidligere – men i en ny bil, og med ukendte vejrforhold, så er det godt at have lidt buffer på turen.

27,35 kWh på 1:22 timer, altså cirka 20 kW i gennemsnit

Den resterende del af turen, efter ladestoppet, foregik ved samme hastigheder, men der var ingen lastbiler at hægte sig på, på de sidste 100km motorvej. Det kombineret med en vestenvind gjorde, at forbruget steg til 16,3kWh/100km – det kunne også ses på hvor mange km bilen anslog der kunne køres. I starten sagde den, at der ville være 75km i overskud, men ved ankomsten var dette tal reduceret til 44km. Varmeapparatet blev tændt en enkelt gang, for at afdugge bilen.

Infotainment-skærmen i ZOE kan vise en tur-rapport

Vel ankommet i den lille by Sørvad, syd for Holstebro, skriver bilen at der er 19% tilbage på batteriet. I alt et forbrug på 54kWh, og en effektiv snitfart på 76,4km/t (eks. ladepause).

Langtur kan altså godt lade sig gøre med ZOE, omend det kræver lidt mere tålmod end man er vandt til.

Følg med på vores Facebook-side og se vores kommende videoanmeldelse af bilen på vores YouTube-kanal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *